Nu fortsætter jeg...

Nu har jeg ikke været særlig flittig at skrive her. Så nu vil jeg prøve at lave om på det.
Der er selvfølgelig en masse sket siden sidst, næsten for meget til at fortælle.

De to små drenge viste os vejen til Tsizcau, en lille bitte by, hvor vi var de eneste turister. Efter at have sat vores bagage i hytten vi lejede, gik vi en lille tur uden for byen. Og VUPSI….lige pludselig var vi kommet til Guatemala, ifølge et skilt. Der mødte vi en gruppe af små guatemaliske børn der syntes vi var helt vildt interessante. Og ikke mindst vores kameraer. De skreg af grin hver gang vi tog et billede og viste det bagefter på den lille skærm.

Dagen efter var ikke lige så sjov, fordi det lykkedes mig at få madforgiftning, medfølgende bræk og diarré de næste tre dage.

Efter at jeg havde kommet mig, tog vi af sted til Guatemala på den ”rigtige” måde, dvs. over grænsen med grænsepatruljer og tilhørende hullumhej.
I Antigua lærte vi at danse salsa bland andet, og så mødte vi helt tilfældigt en masse islændinge. Den sidste aften holdt vi en fest, 9 islændinge i alt, samt folk fra andre steder i verden og selfølgelig nogle guatemaler. Det var helt vildt sjovt.

Vi rejste videre til Rio Dulce, som ligger i regnskoven. Der sov vi på et fantastisk jungle-hotel lige ved floden. Fugten, lydene og kakkalakkerne mindede mig om den dejlige tid dengang jeg arbejdede i Amazonas i Ecuador for 3 år siden.

Dagen efter sejlede vi ned hele floden til Livingston, og sov der en nat inden vi tog båd videre til Belize. Belize var fantastisk. Helt anderledes end Guatemala og Mexico. Med kun omkring 400.000 beboere, de fleste af dem sorte, der snakker Engelsk og Kriola. Kriola er et virkelig sjovt sprog, en blanding af et afrikansk sprog, engelsk og lidt spansk. Her kommer nogle eksempler:

Gud maanin (Good morning)
Da how yu di du (How are you)
Ah sari ( I am sorry)
Ah noa ( I know)
Ah noh tink soh (I don't think so)
Da weh dat (What's that)
Seh ahn agen noh, pleez (Would you say it again please)
Ah noh andastan yu (I don't understand you)

Efter snorkling, kajak sejltur, og omkring 100 moskito sting, var det tid til at tage til Mexico city igen. Nu måtte jeg sige farvel til Ásberg, som var virkelig svært efter en vidunderlig tur.

Og her er jeg så nu, i en storby med 20.000.000 mennesker, utrolig luftforurening, sindssyg traffik, korrupt politi og livsfarlige taxaer.
Og det sjove er at efter knap 3 uger her, er jeg faktisk begyndt at lide byen ret meget. Den er fantastisk stor og utrolig kompleks, utallige ting at se.

Fra San Cristobal var vi paa en tur at se vandfald og nogle soer. Ved den forste so, besluttede vi os for at stoppe og forsoge at finde hotel... Chaufforen syntes vi var maerkelige, han anede ikke om der var et hotel i naerheden, saa det var maske lidt risky.

Men saa koerte han vaek og vi stod der, in the middle of nowhere, med vores rygsaekke og hinanden. Sa kom der 2 sma drenge og sagde noget paa spansk jeg ikke forstod...
Efter at de havde gentaget det fire gange, forstod jeg endelig ad de ville vise os vejen til hotellet. Det var jo perfekt. De var rigtig soede, 10 og 11 aar gamle, og jeg kunne snakke lidt med dem paa vejen.

Me gusta Mexico

Jugos de maranja og fresa.... cervezas frios... cabañas en la playa... hvad mere kan man oenske sig. Efter hyggelige 3 dage i Zipolite, som viste sig at vaere en "nude-beach" rejste vi videre til San Cristobal de las Casas. Det er en indianer by oppe i bjergern, rigtig koldt om natten og rigtig varmt i loebet af dagen.

Vi besogte en mindre indianerby uden for San Cristobal. Der kiggede vi bland andet inden for i en kirke.

OK. Forestil dig en katolsk kirke. Med hellige gude billeder og statuer, og stearinlys over det hele. Lyder nogenlunde normalt ikke osse??
OK. Tilfoj derefter: en juleserie i vinduerne, grene paa gulvet, og indianer siddende ovenpaa, bedende paa et underligt indianersprog. Med sig har de flere stearinlys, og Coca Cola og sprite som de aabner og drikker som en speciel ceremoni. De har ogsaa levende kylling med som ofrer for gudene midt paa kirkegulvet.
Ikke ligesaa normalt..... i hvert fald ikke i mine ojne. Men for disse indianer er det meget normalt at mixe saadan deres egen gamle tro med den katolske.

Vi smagte en fantaskisk hjemmelavet tortilla hos en af indianerne. Ummmmm.... jeg kan godt leve af det her.
Denne soede lille gadehvalp fandt jeg i kirkegaarden i San Cristobal. Den var saa nutted og kom straks at hilse paa mig. Jeg legede med den et lille stykke tid og saa satte jeg den ned igen til en anden gadehund der var i naerheden. Men hvalpen ville ikke sige farvel og kom direkte til mig igen og kravlede op i mit skod og lagde sig til at sove pa min nederdel. Det kunne jeg simpelthen ikke staa for. Jeg ville saa gerne tage den med hjem. Men Asberg var selffolgelig mere ansvarlig, og jeg kunne jo ogsaa godt se selv at det ikke var saa smart. Men det var virkelig svaert at sige farvel til denne lille guldklump.

El viaje de Mexico

Efter 11. september ved alle jo at man ikke må tage våben af en elle anden art, neglefil eller lignende med i håndbagagen. Og det vidste jeg også...eller hvad? Måske var jeg bare træt da jeg pakkede natten inden jeg tog af sted til Mexico.
I hvert fald, lige inden jeg skulle igennem håndbagage tjek, kom jeg i tanker om at jeg havde mit pebberspray i håndbagagen. Oh nej, Freyja din klovn. Nu tager de min pebberspray, og så har jeg ikke noget at forsvare mig med i Mexico city.
"Er det din taske?"
"Ja" svarede jeg.
Ud af tasken trak sikkerhedsvagten noget det slet ikke ligner min pebberspray.
"Oh nej mit dyrlægekit"
" tre sakse og en skalpel.....det må du altså ikke have med"
God start!!

Mexico city er en stor travl by, men ikke så slem som jeg havde forventet.
Jeg tog metro til universitetet, og gik ind på dyrehospitalet. Jeg havde egentlig ikke forberedt hvad jeg skulle sige, men jeg spurgte efter overdyrlægen, og sagde at jeg selv var dyrlæge og var interesseret i at arbejde frivilligt.
Overdyrlægen var meget venlig, men spurgte om jeg havde papirer der viste at jeg var dyrlæge.
Freyja, din kæmpe klovn. Så langt havde jeg altså ikke tænkt. Selfølgelig kan man ikke bara gå ind på et hospital og sige man er dyrlæge, uden bevis.
Nåh, så må jeg bare kontakte studieforvirringen og bede dem om at faxe papirer til Mexico. Det kan ikke være så svært.
Men i hvert fald, det hele er stadig meget svævende og jeg ved ikke helt hvad jeg skal lave i Mexico city om en måned. Men det skal nok ordne sig. Jeg gider ikke at bekymre mig for meget.

Jeg og Ásberg tog til Oaxaca i dag. Det er en rigtig hyggelig by med en fantastisk plaza. Min spansk er stadig ret dårlig men det kommer så småt så småt.

Adios

Den danske version

Nåh,

så er det på tide at jeg prøver at blogge på dansk.
Nu er jeg blevet dyrlæge og skal ud i den store verden, fuld af muligheder og eventyr. Den 8. februar rejser jeg nemlig til Mexico og skal være der i 2 måneder!!